Skorpionerne fortsætter desværre med at dukke op på mit værelse efter mørkets frembrud. Så allerede på min fjerde nat på værelset dukkede skorpion nummer to op, denne gang lige ved sengekanten hvor man sætter sine fødder - godt jeg altid lyser med en lygte hvor jeg går når det er mørkt. Måske var det ikke den bedste ide at flytte værelse alligevel, men nu må jeg lige se tiden an. Men det lader desværre til at de godt kan lide dette værelse, da jeg i det andet værelse trods alt kun havde én min allerførste dag, og senere én lille bitte en, der kun sad i dørkarmen så den lige var til at få ud. Satser på at de bare holder sig væk så jeg når at se dem og kan fjerne dem inden de stikker mig, hvilket jeg nødig vil opleve.
Tirsdag udsatte vi en voksen tamandura (myrersluger), men det var dog ikke en helt rigtig genudsætning, da den var kommet til ARCAS et par dage før, fordi nogle havde set den og troede den havde brug for hjælp, hvilket den slet ikke havde, og derfor bare skulle slippes fri igen. Men det var alligevel meget spændende at se hvordan det foregår. Vi kørte cirka 6 km væk fra projektet i en bil, hvor vi sad omme bag på laddet, hvilket var ret sjovt at prøve. Den blev sluppet løs midt inde i skoven og kravlede så hurtigt op i et træ, at jeg ikke kunne nå at tage nogle ordenlige billeder af den. Så den kom hurtigt tilbage til sit rette element i regnskoven.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar