Der er en mening med tingene

Allerede fra min start på ARCAS har jeg syntes at tre måneder her, ville blive meget lang tid (og også for lang tid), og jeg har hele tiden ønsket, at jeg kun havde valgt at være her i to måneder.
Men inden for den sidste uge eller to, er det som om tingene har ændret sig for mig omkring stedet, arbejdet og menneskene omkring mig - på en positiv måde. Jeg føler mig mere knyttet til stedet, dyrene og menneskene nu end på noget andet tidspunkt. Jeg har hele tiden følt mig heldig over at have de fire abeunger at se til, men samtidig har jeg også gerne ville give dem videre, da de virkelig kræver meget arbejde fra min side af. Men da jeg så for få dage siden fik at vide, at jeg måske skulle oplære en ny frivillig i at tage sig af ungerne inden jeg skulle afsted til Belize, blev jeg faktisk rigtig, rigtig ked af det, og havde slet ikke lyst til allerede at "give slip". Jeg havde nemlig regnet med også at have dem når jeg kom tilbage fra Belize, og først skulle oplære en ny frivillig lige inden jeg tog afsted fra projektet. I dét øjeblik jeg fik at vide, at jeg skulle give dem videre, gik det virkelig op for mig hvor meget dette sted egentligt har gjort for mig, og hvor meget det betyder for mig. Bare det at skulle en uge til Belize i morgen er faktisk en smule svært for mig - at overlade det hele til nye frivillige, som endnu ikke har styr på hvordan man gør, har jeg lidt svært ved, fordi jeg ønsker at det hele skal gøres ordenligt. Heldigvis skal jeg alligevel ikke give abeungerne væk endnu, da ingen af os føler at de nye frivillige der er kommet har "evnerne" til jobbet endnu (der er kommet fire nye piger - den ene bliver kun en uge, den anden fire, og de sidste fem uger). Så heldigvis kan jeg trygt overlade ungerne til den veterinærstuderende Dione, som jeg med sikkerhed ved, vil passe godt på dem mens jeg er væk!
Men nu føler jeg, at der helt sikkert har været en mening med, at jeg valgte at være her i tre måneder, og at jeg ikke valgte at forlade stedet før tid, selvom jeg overvejede det i starten.

Mandag aften blev en såret jaguar bragt til projektet, men den døde desværre grundet voldsomme skader fra skud. Den var blevet skudt adskillige gange, og et ribben var brækket.
Tirsdag morgen viste Alejandro mig den døde jaguar - et kæmpe stort og meget smukt dyr, som lå og var død på grund af menneske, der havde skudt den. Meget, meget trist syn.
Hele morgenen og formiddagen blev der udført en meget grundig obduktion af jaguaren. Selvom dødsårsagen er kendt, foretager de altid en obduktion, for at få så meget viden om dyret som muligt. Her kunne de bl.a. se, at jaguaren for cirka et år tilbage også var blevet skudt, men ikke dødeligt såret.
Præcis samme dag, som dette sker, har Alejandro og Fernando et vigtigt møde, og her valgte de så at vise billeder fra denne chokerende begivenhed, hvor de så kunne fortælle at dette er noget der sker LIGE nu, hvilket på en måde bare realiserer problemet omkring truede dyr og menneske der er ligeglade endnu mere. Det er ikke billeder vi viser til hvert oplæg vi holder - nej det er noget der sker i dette øjeblik mens vi står og taler. Noget, som helt sikkert har været med til at påvirke dem, der lyttede, fordi det er chokerende at se et så fantastisk dyr dræbt. Så selvom det er en forfærdelig begivenhed at jaguaren er blevet skudt og desværre ikke kunne redes, så tror jeg alligevel det har medført noget positivt, at det lige netop skete på det tidspunkt, det nu engang gjorde.

Disse to ting viser bare, at der virkelig er en mening med tingene, hvilket er værd at tænke på, og noget jeg prøver at huske på, bl.a. ved at skrive dette indlæg.

2 måneder gået, 2 måneder tilbage

Nu har jeg været afsted i 2 måneder, og er dermed midtvejs på min tur. Har 6 uger tilbage på ARCAS af mine i alt 12 uger (hvoraf den ene tilbringes i Belize), og derefter 2 ugers afslapning i Antigua, hvor det hele også startede. På den ene side går tiden langsomt, fordi jeg tænker på hvornår jeg skal hjem igen. Men på den anden side går tiden også hurtigt og ugerne flyver afsted - føler ikke det allerede er 2 måneder siden jeg vinkede farvel til mine forældre i lufthavnen. Og er ret sikker på at den sidste tid vil komme til at føles endnu kortere, idet jeg allerede den 31. oktober tager en uge til Belize til øen Caye Caulker for at holde en afslappende ferie og samtidig forlænge mit visum ved indrejse i Guatemala igen. Derefter har jeg kun 3 ugers arbejde tilbage, og dernæst mine sidste 2 uger i Antigua.

Efter halvanden måned på projektet, er det virkelig også blevet en helt normal hverdag, som også var det jeg kom efter at opleve. Målet var ikke at være frivillig i en enkelt uge og ellers rejse rundt som turist, som mange her ellers gør det. Meningen var, at jeg skulle nå at sætte mig ind i stedet og kulturen, blive en del af projektet, gøre en seriøs forskel og få det til at blive en del af min hverdag, hvilket man må sige har lykkedes allerede på halvvejen.
Ugedagene her er anderledes end jeg normalt er vant til. Normalt ser jeg ugen som mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag, hvoraf mandag til fredag er hverdage, og lørdag til søndag er weekend. Men sådan fungerer det ikke helt her. For det første er der jo ikke noget, der hedder weekend, hvilket allerede her ændrer ugen en hel del. For det andet så er alle ugens dage stort set ens - i hvert fald hvad angår arbejdet, som stort set er hele min dag. Jeg står op på samme tid, jeg gør de forskellige ting hver dag på samme tid, jeg passer de samme bure osv. Da jeg heller ikke har weekenden at se frem til, er det derfor også nogle lidt andre ting, der adskiller de ellers meget ens og rutineprægede dage fra hinanden. Så her vil jeg lige opremse hvad der kendetegner de forskellige ugedage. Mandag og torsdag er Flores days, hvilket er de bedste dage på ugen, og ugens højdepunkter, idet jeg mandag har 3 timer i Flores og torsdag har 5 timer i Flores. Begge dage har jeg samtidig fået en anden til at tage sig af babyerne om aftenen, så her slipper jeg også for den ikke så tiltrækkende aftenvagt. Tirsdag og fredag er derimod de værste dage, kaldet både clorine day og fruit run day. Her skal alle bure nemlig vaskes ekstra med klorin og frugten ankommer og skal slæbes ned i køkkenet. Onsdag og lørdag er pancake days, da vi får amerikanske pandekager til morgenmad - min favorit morgenmad her. Spiser normalt 6 pandekager fyldt med smør, sukker og banen - de har bestemt opdaget her, at jeg spiser en hel del mere end alle andre, og har en meget (!) sød tand, og putter sukker på i forvejen rigtig søde ting. Søndag er kendetegnet ved at vi efter morgenmaden har halvanden times pause, hvor vi normalt kun har pause ved selve måltiderne.
Hver ugedag har også en bestemt morgenmad, hvilket er en måde til at holde styr på dagene, og på den måde kan jeg se frem til både Flores day og pancake day.

Fridage i Flores

Så er første måneds arbejde på ARCAS slut, og jeg har derfor tilladt mig at tage tre fridage i Flores for at slappe af og få en lille pause fra den ellers hårde hverdag. Så i går, lørdag, klokken 9, efter jeg havde taget morgenvagten og spist morgenmad, tog jeg en taxabåd til Flores, hvor jeg har to overnatninger på et lille hotel, der hedder Posada de la Jungla. I morgen, mandag, klokken 18 tager jeg så tilbage til regnskoven med båden, og den almindelige hverdag begynder igen tirsdag morgen.
Her er rigtig varmt, da jeg er vant til at være i skygge i regnskoven, men her er der direkte sol i stedet for kæmpe skyggende træer. Og når temperaturen er over 30 grader har jeg simpelthen været nødt til at forkæle mig selv med en is i går og en kæmpe bananasplit med tre kugler is og massere af flødeskum i dag.

På det hotel jeg er på er der varmt vand, så jeg har i dag fået mit allerførste varme bad i halvanden måned - og hold nu op hvor var det bare skønt! Endelig et bad hvor man kunne tage sig god tid og ikke behøvede at skynde sig på grund af iskoldt vand. Fortrød helt at jeg ikke også havde taget et bad i går, da jeg ankom, men i går tænkte jeg ikke ligefrem på hvor rart det ville være med et varmt bad i 35 graders varme.
Og har sovet rigtig skønt i en dejlig stor seng med bløde hovedpuder. Og selvom man ikke skulle tro det, så er der også meget mere stille herinde i byen i forhold til i regnskoven, trods mennesker, biler, musik fra barer osv. Men i regnskoven er der bare så mange lyde fra dyr, som virkelig er højlydte. F.eks. er der en vanvittig høj og konstant lyd, som jeg tror kommer fra græshopper og cikader. Og så er der jo brøleaberne som kan vælge at larme på hvilket som helst tidspunkt at døgnet, så de kan sagtens vælge at gå i gang klokken 02 om natten. Så denne nat har været ganske stille sammenlignet med hvad jeg er vant til. Glæder mig helt til en til af slagsen.

Jeg har de sidste dage på arbejdet begyndt at få meget ondt i håndleddet højst sandsynligt på grund af de mange gentagne bevægelser som at skære frugt og grøntsager med meget sløve knive og at vride håndklæderne efter håndvask. Derfor ville jeg prøve at finde et støttebind eller lignende, som jeg kunne have på når jeg ikke arbejdede. Men da de på apoteket kun havde nogle, der var alt for store til min lille hånd, var jeg nødt til at tænke kreativt - købte derfor et par stramme børnesokker i supermarkedet, klippede foden af, klippede et hul til tommelfingeren og syede dér hvor jeg havde klippet så det ikke skal gå op. Det kan man vidst godt kalde kreativt, hvis jeg selv skal sige det. Den passer perfekt til min hånd, men støtter dog ikke så meget, men giver alligevel lidt ro og varme som er rart. Samtidig har jeg så også købt noget voltaren gel i supermarkedet. Så med lidt opmærksomhed på hvilke bevægelser jeg laver med hånden, det hjemmelavede støttebind og voltaren gel, skal min hånd nok få det fint igen.

Nu er det så blevet søndag aften, og synes allerede tiden er gået hurtigt med mine fridage. Men har jo heldigvis stadig også i morgen tilbage til at slappe af i, og selvom jeg bliver hentet klokken 18 og spiser aftensmad på projektet, så skal jeg jo ikke arbejde i morgen. Og om en måneds arbejde mere er planen at tage en uges ferie til Belize (omkring 1. november) for både at slappe af, men først og fremmes for at mit visum kan blive forlænget, da det kun gælder i 90 dage. Så den uge kan jeg bestemt også se frem til.

Nu vil jeg snart gøre mig klar til at begive mig ud i regnen (solen er gået ned og de regnfulde skyer kommet frem), og få købt mig noget aftensmad. Har planlagt at købe en burger med pommes frites på en restaurant, der ligger på samme gade som mit hotel. Så bliver jeg forhåbenligt heller ike alt for våd i regnen. Og så vil jeg nyde min sidste aften på hotellet inden jeg tjekker ud i morgen klokken 13.

Voksen brøleabe elsker mig

I den tid jeg har været her, har jeg haft de samme bure at se til (og så de fire abeunger derudover). En høg, med kun ét øje, fire kinkajous (ligner små søde bamser, men som hvæser og vil rive dig med sine lange negle hvis muligt) og et bur med 40 mindre papegøjer, som jeg ikke længere passer.
I går fik jeg så et nyt bur at passe - med en enkelt voksen brøleabe. Det lod med det samme til at hun godt kunne lide mig, for hun fulgte mig i alt hvad jeg gjorde, og rørte så vidt muligt ved mig. Hun gav mig også et par forskrækkelser, idet jeg var ved at feje jorden, og da jeg så kigger op er hendes hovede kun få centimeter fra mit, mens hun stirrer på mig.
I morges da jeg gik ind i buret, kom hun med det samme ned på jorden og hen til mig. Da jeg så skulle til at feje klamrede hun sig pludselig til mit ben, og ville ikke give slip igen! Det så nu ret så sødt ud, men fik efterfølgende at vide at hun vidst er alt for glad for mig, hvilket hun ellers ikke plejer at blive for dem, der passer buret. Men hun må åbenbart ikke være så tæt på mig, da det ville kunne gå grueligt galt hvis hun af en eller anden årsag pludselig ville bide mig, og jeg så er så tæt på hende. Så nu skal jeg til at støje og larme når jeg er i buret så hun måske bliver bange for mig - prøvede i eftermiddags, men det lod ikke til at påvirke hende. Så tror det bliver svært at få hende til ikke at kunne lidt mig, men må jo prøve. For vil helst ikke bides af en fuldvoksen brøleabe, for de er altså ikke små aber, ligesom de fire andre jeg passer.