En gruppe frivillige på 9 personer fra Oakland Zoo har været her for at arbejde i en uge. De skulle med på en stor udsætning af dyr fra ARCAS til naturen i en fredet naturpark.
Jeg var rigtig skuffet over at gruppen, som kun skulle være her en enkelt uge, fik lov til at få sådan en oplevelse, når jeg, som skal være her i 3 måneder, ikke kunne få lov til at komme med. Men årsagen var vidst at Oakland Zoo donerer en masse penge til ARCAS og støtter dem. Men jeg syntes nu stadig det var lidt uretfærdigt, da jeg både lægger mange penge og meget arbejdskraft i projektet. Jeg spurgte om jeg kunne komme med hvis jeg også betalte det beløb som Oakland Zoo havde givet for at gruppen kunne komme med, men det kunne jeg desværre ikke.
På dagen for udsættelsen, midt i min morgenmad, fik jeg 5 minuttet før afgang at vide, at jeg godt kunne komme med alligevel, hvis jeg betalte 100US$ (600kr), hvilket jeg gerne ville, og så var det bare at løbe op til huset for at pakke en taske og direkte afsted! Meget heldigt for mig.
Køreturen var omkring halvanden time før vi nåede til Parque Nacional
Yaxha Nakum Naranjo nær grænsen til Belize. Vi kørte i 3 biler hver læsset med flere dyr på ladet. Før dyrene skulle udsættes kørte vi langt ind i den meget tæt bevoksede skov, og måtte flere gange stoppe for at skære "vejen" fri med både machete og motorsav. Da vi ikke kunne komme længere foregik resten på gåben hvor vi bar dyrene i deres transportbokse.
De dyr, der skulle udsættes var 1 bæltedyr, 2 tukaner, 2 grissons, 2 vaskebjørne og 9 koatimundis. Dyrene skulle udsættes forskellige steder, bl.a. fordi nogle af arterne er fjender som grissons og koatimundis (grissons kan dræbe koatimundis, hvilket skete i sidste uge på projektet). Det var skønt at se de forskellige dyr komme ud af deres små bure for sidste gang og vide, at nu var de frie og måtte klare sig selv. Fordi man arbejder så hårdt for lige netop dette, var det en stor oplevelse at være med og ikke bare høre om det og se billederne. Så selvom det var noget af en dyr tur, så er jeg meget glad for at jeg tog med. Og den oplevelse kan jeg bestemt ikke lige få igen, så det var bare med at tage chancen når nu den bød sig. Og jeg var så heldig at åbne buret til en koatimundi, så den kunne komme ud i det fri.
Efter de vellykkede udsættelser af alle dyrene var vi en kort tur i den mere turistede del af nationalparken hvor vi så kæmpe store og imponerende mayatempler. Det fuldendte lige oplevelsen at få det med også. At se den rene natur fra toppen af et tempel og vide, at her kunne dyrene leve for sig selv gemt væk fra menneskelig kontakt, og formere sig og udbrede arten, var rart.
Jeg er meget taknemmelig for at have været med til dette, og samtidig få bekræftet at det hårde arbejde betaler sig og giver mening.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar