Der er en mening med tingene

Allerede fra min start på ARCAS har jeg syntes at tre måneder her, ville blive meget lang tid (og også for lang tid), og jeg har hele tiden ønsket, at jeg kun havde valgt at være her i to måneder.
Men inden for den sidste uge eller to, er det som om tingene har ændret sig for mig omkring stedet, arbejdet og menneskene omkring mig - på en positiv måde. Jeg føler mig mere knyttet til stedet, dyrene og menneskene nu end på noget andet tidspunkt. Jeg har hele tiden følt mig heldig over at have de fire abeunger at se til, men samtidig har jeg også gerne ville give dem videre, da de virkelig kræver meget arbejde fra min side af. Men da jeg så for få dage siden fik at vide, at jeg måske skulle oplære en ny frivillig i at tage sig af ungerne inden jeg skulle afsted til Belize, blev jeg faktisk rigtig, rigtig ked af det, og havde slet ikke lyst til allerede at "give slip". Jeg havde nemlig regnet med også at have dem når jeg kom tilbage fra Belize, og først skulle oplære en ny frivillig lige inden jeg tog afsted fra projektet. I dét øjeblik jeg fik at vide, at jeg skulle give dem videre, gik det virkelig op for mig hvor meget dette sted egentligt har gjort for mig, og hvor meget det betyder for mig. Bare det at skulle en uge til Belize i morgen er faktisk en smule svært for mig - at overlade det hele til nye frivillige, som endnu ikke har styr på hvordan man gør, har jeg lidt svært ved, fordi jeg ønsker at det hele skal gøres ordenligt. Heldigvis skal jeg alligevel ikke give abeungerne væk endnu, da ingen af os føler at de nye frivillige der er kommet har "evnerne" til jobbet endnu (der er kommet fire nye piger - den ene bliver kun en uge, den anden fire, og de sidste fem uger). Så heldigvis kan jeg trygt overlade ungerne til den veterinærstuderende Dione, som jeg med sikkerhed ved, vil passe godt på dem mens jeg er væk!
Men nu føler jeg, at der helt sikkert har været en mening med, at jeg valgte at være her i tre måneder, og at jeg ikke valgte at forlade stedet før tid, selvom jeg overvejede det i starten.

Mandag aften blev en såret jaguar bragt til projektet, men den døde desværre grundet voldsomme skader fra skud. Den var blevet skudt adskillige gange, og et ribben var brækket.
Tirsdag morgen viste Alejandro mig den døde jaguar - et kæmpe stort og meget smukt dyr, som lå og var død på grund af menneske, der havde skudt den. Meget, meget trist syn.
Hele morgenen og formiddagen blev der udført en meget grundig obduktion af jaguaren. Selvom dødsårsagen er kendt, foretager de altid en obduktion, for at få så meget viden om dyret som muligt. Her kunne de bl.a. se, at jaguaren for cirka et år tilbage også var blevet skudt, men ikke dødeligt såret.
Præcis samme dag, som dette sker, har Alejandro og Fernando et vigtigt møde, og her valgte de så at vise billeder fra denne chokerende begivenhed, hvor de så kunne fortælle at dette er noget der sker LIGE nu, hvilket på en måde bare realiserer problemet omkring truede dyr og menneske der er ligeglade endnu mere. Det er ikke billeder vi viser til hvert oplæg vi holder - nej det er noget der sker i dette øjeblik mens vi står og taler. Noget, som helt sikkert har været med til at påvirke dem, der lyttede, fordi det er chokerende at se et så fantastisk dyr dræbt. Så selvom det er en forfærdelig begivenhed at jaguaren er blevet skudt og desværre ikke kunne redes, så tror jeg alligevel det har medført noget positivt, at det lige netop skete på det tidspunkt, det nu engang gjorde.

Disse to ting viser bare, at der virkelig er en mening med tingene, hvilket er værd at tænke på, og noget jeg prøver at huske på, bl.a. ved at skrive dette indlæg.